Nyheder

Stjernekomiker Sebastian Dorset præsenterer AMERICAN – THE BILL HICKS STORY

30 november -11

Doc Lounge Odense får særligt besøg af en af Danmarks bedste komikere, når vi den 14. december blænder op for dokumentarfilmen AMERICAN – THE BILL HICKS STORY.

Det er den garvede komiker Sebastian Dorset, der får fornøjelsen at, at introducere publikum til Bill Hicks’ livshistorie, som den aldrig er set før.

Filmen AMERICAN fortæller historien om den amerikanske stjernekomikers opvækst, karriere og såvel hylesjove som stærkt bevægende stand-up comedy og de indre dæmoner, Bill Hicks kæmpede mod, indtil han i 1994 døde kun 32 år gammel.

Sebastian Dorset har selv en lang karriere bag sig med optrædener i alle tænkelige sammenhænge, live shows, tv-shows og selvfølgelig som fast inventar på Danmarks berømte stand-up-højborg: Comedy Zoo i København.

Og så er den lidt nørdede, underspillede Sebastian Dorset selv et produkt af Bill Hicks’ legendariske indflydelse på stand-up’ens historie. Foruden et produkt at byen Odense såmend.

I Doc Lounge Odense glæder vi os derfor over at kunne byde jer alle velkommen til en fremragende dokumentaraften og sæsonafslutning d. 14. december kl. 19 med live-DJ Willie Mays, oplægsholder Dorset og masser af chilloutstemning. Bring dine venner, det vil de ikke fortryde!

Se et klip fra en af Sebastian Dorsets mindeværdige optrædener her.

Læs mere om DOC LOUNGE på facebook og om vores visning 14. december her.

Kommenter / kommentar »

PressPausePlay, Odense!

06 september -11

Doc Lounge Odense har fornøjelsen af at åbne efteråret 2011 med den internationale dokumentarfilm PressPausePlay.

Onsdag 14. september fra kl. 19 varmer vores nye pladevender Rasmus Vestervig op med lækker lyd, før vi kl. 20 tager på opdagelse i den digitale tidsalders mangfoldiggørelse af selve kreativiteten!

Filmen tager på opdagelse i de nye mediers konsekvenser – og ikke mindst velsignelser – for enhver, der bærer kreativiteten i sig og et kamera over skulderen.

Vi glæder os til at vise jer PressPausePlay!

Kommenter / kommentar »

Blodig sæsonpræmiere

19 januar -11

Doc Lounge Odense byder velkommen til en forårssæson med flere ekstraordinære, kvalitetsdokumentarer.

Onsdag 9. februar viser vi den usædvanligt velproducerede og medrivende “Blood in The Mobile” fra 2009, instrueret af Frank Piasecki Poulsen.

Filmen tager et kritisk og nærmest aktionsjournalistisk blik på mobilselskabernes etisk stærkt problematiske brug af metaller fremskaffet under slavelignende forhold dybt inde i Afrikas jungle. Frank Piasecki Poulsen går hele vejen selv, helt til dybt nede i minen i den livsfarlige junglezone i Demoktratisk Republik Congo, hvor metallerne til vores mobiltelefoner bliver gravet ud under ufattelige arbejdsforhold af fattige lokale. Bevisførelsen er omfattende og filmen er medrivende og rystende.

Så velkommen i Kulturmaskinen til en aften, der i høj grad kommer til at handle om “corporate responsibility” og alt det, vi ikke ved om konsekvenserne af vores vestlige forbrugsfest.

Dette forår viser Doc Lounge Odense desuden den fremragende amerikanske “Life 2.0″ om den digitale verden Second Life og menneskene, der bruger al deres tid online. Vi udvidder muligvis med en ekstra filmaften i marts eller april. Vi søger desuden stadig frivillige, så kontakt os, hvis du vil give en hånd med.

Vi ses den 9. februar!

Jens,
Doc Lounge Odense

Følg også med i vores facebookgruppe “Doc Lounge Odense” eller tilmeld dig vores mailingliste med nyheder ved at skrive til jensguldborg@gmail.com.

Kommenter / kommentar »

Passionerede kræfter søges

19 oktober -10

Vi søger frivillige i Odense!

Brænder du for dokumentar og oplevelser, eller er du bare vild med at skabe nogle fede rammer for mennesker at mødes i? Doc Lounge Odense søger flere frivillige til vores korps af passionerede humørbomber, kreative filmafficionados og åbenhjertede arbejdsbier.

Vi har brug for 4-5 frivillige cirka en gang om måneden. Aftenernes opstilling, indretning, hyggesnak, kaffe og super stemning starter kl. 17.30 og fortsætter til omkring kl. 23. Kan du ikke være med hele vejen, gør det ikke noget – bare indstillingen er fed! Og du behøver ikke være med hver aften. Du bidrag blot med den hjælp, du har lyst til.

Som tak for hjælpen får du fri entré, drikkebilletter, fribilletter til Studenterhus Odenses arrangementer og en stribe andre bonusfordele.

Vil du være en del af et særligt fællesskab omkring dokumentarfilm og skønne events, så kontakt os på email: jensguldborg@gmail.com.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Jens Guldborg,
Arrangør af Doc Lounge Odense

Kommenter / kommentar »

Premiereaften i billeder

20 september -10

Doc Lounge Odense takker for en fremragende premiereaften med god stemning og glade mennesker. Vi har taget en stribe fotos fra aftenen, som vi rigtig gerne vil dele med jer.

Vi glæder os til at se jer igen den 5. oktober og fremover til flere fremragende danske og internationale dokumentarstrimler.

Se fotos fra aftenen her på facebook

Kommenter / kommentar »

Doc Lounge lander i Odense!

01 juli -10

Det er med stor glæde, at vi nu kan præsentere åbningen af den anden Doc Lounge klub i Danmark.

Doc Lounge Odense har premiereaften den 15. september kl 19.00 i Kulturmaskinen, Odense. Det sker i samarbejde med Studenterhus Odense.

Vi viser den kritikerroste, underholdende og tankevækkende film Mumbai Disconnected og glæder os til at byde jer alle velkommen. DJ Jeppe Kristoffersen varmer op under jer med lækre rytmer.

Program for resten af efteråret kommer snart her på siden.

Følg med i vores arrangementer og nyheder ved at tilmelde dig vores facebookgruppe:
Doc Lounge Odense.

Vi ses.

Kommenter / kommentar »